Fortæl og bliv husket
Har du nogensinde tænkt over, hvor mange historier, du fortæller i dit private liv – blandt venner, kollegaer, middagsgæster, konkurrenter … og i familien?
Har du tænkt over, hvor glædeligt du kaster dig ud i andres historiefortælling – LIVE så vel som bag skærmen, filmlærredet, katederet, computeren, avisen, magasinet … og bogen?
Har du tænkt over, hvor lidt du bruger det i din faglige hverdag og hvor meget du måske ville få ud af at begynde på det – nu og ikke i morgen?
Det har Anja Klemp Vilgaard.
Igennem hele sit liv har hun fortalt, lyttet til og gjort sit bedste for at opsnappe fortællinger. Hun har – ligesom de fleste af os – brugt historier til at forstå verden.
”Historier kommer forklædt som eventyr, livsskildringer, nyheder, vittigheder, taler, cases, empiri og meget andet, men fælles for dem alle er, at de er delt af mennesker. De bliver fortalt og genfortalt fordi de underholder, kaster lys over kompleksiteter og åbner døre ind til forskelligheden – gør os i stand til at forstå hinanden. Lytter man efter, så giver vores fælles fortællinger altid stof til eftertanke og rigtig tit også muligheden for at blive forstået og føle, at jeg hører til,” siger Anja og forklarer, at det er årsagen til, at hun i sin tid gik fra journalistikkens verden til fortællekunstens.
Fra journalistik til storytelling
Anja trådte sine barnesko ud i historiefortællingen gennem journalistikken. Og hun gjorde det på udgivelser så forskellige som eksempelvis Dagbladet Politiken, gratisavisen URBAN, det skandinaviske magasin Illustreret Videnskab og erhvervsudgivelsen Computerworld Online. I den tid var hun både skrivende og redigerende journalist, ansvarshavende redaktør og leder af lokale såvel som internationale redaktioner.
”Man kan vel sige, at jeg både har været på de bonede gulve såvel som de slidte træplanker, men det har altid været fortællingerne, der styrede. Menneskene og deres skæbnefortællinger virkede dragende og jeg var – og er – i høj grad styret af både nysgerrighed og lysten til at forstå,” siger hun.
Og måske var det derfor at Anja i 2013 valgte at skabe sin egen virksomhed – storytellingbureauet Get Ajour, der hjælper virksomheder med at finde ind til deres kernefortællinger og bruge dem strategisk i hverdagen. To år senere stiftede hun storytellingforlaget Get Ajour Forlag, som et supplement til hovedforretningen. Begge dele ligger for foden af Kronborg Slot i Helsingør.